Passion for mad og vin

Sundt tilbehør til mad fra grill

Grillmad kan ofte være fed mad, da grillkød bliver bedst, hvis det har fedtkant eller fedtmarmorering, og det kan derfor være en god ide at lave sundt tilbehør til grillkødet. På grilltips.dk arbejder jeg meget med sunde salater, men også grillede salater som kan være et supplement til den, eller lidt fede grillmad.

Sundt tilbehør til grillmad
Salat til grill, med fokus på de sunde tilbehør til grillmaden

Om sommeren er det oplagt at lave salater med årstidens grønsager som tomater, agurk, peberfrugt, majs, ærter, hvidløg osv, men om vinteren er det sværere at få ordentlige råvarer, så der eksperimenterer jeg meget med vintergrønsagerne kål, rodfrugter og løg. Det giver nogle helt forrygende salater, som jeg faktisk vil foretrække i det fleste tilfælde, også om sommeren. Salater med kål er mere robuste, men det klæder faktisk grillkødet helt fantastisk.

Ud over at smage fantastisk har kål også en anden nyttig egendkab om vinteren. Kål indeholder nemlig både C- og D-vitaminer, som er dem vi får masser af i sommerperioden. Så på den måde kan kålen være med til at styrke dit immunforsvar igennem vinteren.

Kål og peanuts
Prøv at sammensætte frisk grønkål med æbler, peanuts og rosiner, og vende det i en dressing af appelsinsaft, citronsaft, acaciehonning og piskefløde. Det bliver en utroligt lækker salat, der passer godt til kylling og grillretter med karry. Se hele opskriften på grønkålsalat med med peanuts og rosiner >>

Om vinteren er det også nemt at få fat i frisk rødkål, hvidkål og rødbeder som allesammen passer fremragende i salater. I starten synes jeg at rå kål var både kedelig og svær at nyde, da kålen altid har en vis bitterhed over sig, men efter at have eksperimenteret med forskellige dressinger og marinader, er jeg blevet en stor fan.

Min nye favoritsalat – dén skal du smage!
Jeg har netop postet en opskrift på en salat med rødkål, som er den bedste salat jeg nogensinde har lavet. Den er ganske enkelt forrygende. Den indeholder mange forskellige elementer, men det er netop disse elementer, der til sammen giver en mest velsmagende vintersalat jeg har smagt. Salaten indeholder: Rødkål der marineres i æbleeddike først og herefter blandet med, Blomkål, Gulerødder, Tranebær, Appelsiner, Fetaost og Valnødder. Denne kombination er helt forrygende, og salaten kan nemt deles over to dage, da den smager mindst lige så godt dagen efter fremstillingen. Du kan se hele opskriften på salaten her >>

Tip – marinaden gør hele forskellen
De fleste typer kål, kan gøres mere spiselig med en lækker dressing eller marinade. Rødkål bliver mere blid i smagen, hvis den snittes fint og overhældes med lidt æbleeddike rørt op med lidt acaciehonning og friskkværnet peber. Tag 1 dl. æbleeddike, 1 tsk acaciehonning og en knsp friskkværnet peber til 300 gr. fintsnittet rødkål. Hæld dressingen over kålen og sæt det i køleskabet i 45 minutter til en time. Nu er rødkålen blidere i smagen, og smager fantastisk, blandet med appelsinstykker, hakkede valnødder eller pinjekerner. Server rødkålen til frikadeller eller andre grillretter med svinekød

Leave a reply