Passion for mad og vin

Pulled Pork i grill – på 3-16 timer

Pulled Pork er blevet danskernes nye grill-nationalret. Det er en ret der er meget tidskrævende, da kødet skal langtidssteges ved lav varme, men hvis man er den utålmodige type, findes der en nemmere og hurtigere måde at tilberede Pulled Pork på, nemlig på 3 timer i stedet for det traditionelle 12-16 timer.

Kødet – nakkefilet med godt med fedt
Det perfekte kød til Pulled Pork er svinefilet/nakkefilet med en fornuftig fedtmarmorering. Stegen skal veje fra 2-4 kg. For at få smagen frem i fileten skal den krydres med rub, og gerne trække i 24 timer, for den tilberedes. En klassisk rub til pulled pork består af brun farin, chili, paprika, honning, sennepspulver, hvidløgspulver og sukker, men der findes mange forskellige muligheder for sammensætning af krydderier. Stegen duppes med køkkenrulle og gnides herefter med rub over det hele. Herefter pakkes stegen ind i en plastikpose, luften presses ud, og posen snøres til. Stegen lægges i køleskabet i 24 timer, så krydderierne fra rubben kan nå at trænge ind i kødet. Herefter er kødet klar til at blive tilberedt.

Den traditionelle Pulled Pork i grill
Hvis du vil kaste dig over pulled pork i sin mest klassiske form, skal du regne med en tilberedningstid på 12-16 timer, og du skal hele tiden holde øje med grillen, og sikre at temperaturen holdes på konstant 90-100 grader. Hvis du har en gasgrill er dette ikke noget problem, men i en kulgrill er det lidt af en udfordring. Husk at holde øje med kernetemperaturen, der skal slutte på 90 grader.

Pulled Pork i kulgrill
Hvis du vil tilberede pulled pork i en kulgrill, skal du lave en såkaldt “langstidsoptænding” for kul og rygeflis placeres i en cirkel, hele vejen rundt i grillen. I midten placeres en drypbakke med vand. Cirklen optændes ét sted, spjældet lukkes halvt, og kullene antænder nu hinanden over flere timer. På den måde kan grillen være op til 12 timer om at brænde ud, men der skal tilføjes nye kul når behovet opstår. Denne metode kræver at du jævnligt holder øje med grillen og kullene, og det kræver også lidt erfaring at holde kullene igang. Se her hvordan du optænder din kulgrill til Pulled Pork i grill >>

Pulled Pork på 3 timer – i gryde
Hvis du ikke har mod på at tilberede pulled pork i din grill, er der en nemmere metode, der er mindst lige så lækker, og dine gæster vil ikke kunne smage forskel! Pulled Pork i gryde kan laves både i grillen eller på et komfur, og går i al sin enkelthed ud på at skrære nakkefillet i tykke skiver, og tilberede dem på en bund af rødlæg, ananasjuice (eller øl) i en gryde, ved lav temperatur. Se hele opskriften på Pulled Pork i gryde her >>

Leave a reply