Jeg hedder Søren Lyng, er 45 år gammel, IT iværksætter, og arbejder til dagligt som Online Manager i en dansk detailkæde. I min fritid laver jeg mad på grill, samler på vin, holder foredrag og nyder livet i haven med min kone og vores tre børn. Passionen for madlavning stammer helt fra min barndom, hvor jeg elskede at stå i køkkenet sammen med min mor, når hun lavede mad. Som teenager startede jeg i lære som kok, men efter nogle meget hårde måneder med grydevask, daglig skrælning af mindst 40 kg. kartofler og arbejdsdage på 13-15 timer, sprang jeg fra. Passionen for madlavningen var dog intakt, og har været hos mig lige siden. I dag er min passion for mad centreret omkring grillen og i vinkælderen, hvor jeg elsker at sammensætte mad og vin, så de går op i en højere enhed.